Denne teknik er meget gammel. Den blev udviklet på en rehabiliterende skole i Prag og blev brugt på olympiske atleter og udviklingshæmmede børn og voksne.
Den bruges dog til alle som den fundamentale indgangsvinkel til at lære at trække vejret ordentlig via den rigtige stilling af mellemgulvet (Diagphram), hvorefter leddene centrerer sig, så der via tyngekraften og specifikke øvelser minimeres isometrisk stress på leddene.
Når patienten opnår et stabilt midterparti (bughulens optimale pres på lænden), vil vedkommenes ekstremiteter (arme, hænder, ben og fødder) kompensere mindre.
Der tages udgangspunkt i patientens neurofysiologiske og udviklingsmæssige bevægemekanik (kinesiologi), hvilket er perfekt for babyer, hvis deres udvikling måske er hæmmet på forskellig vis.
Man kan påvirke barnets reflekser og stimulere deres optimale udvikling.
Hvis barnet eksempelvis græder eller sutter, bruger behandleren nogle blide greb omkring barnets brystkasse og aktiverer den dybereliggende bughule, så barnet faktisk stimulerer sig selv indefra, (via de muskler det bruger ved gråd).
Tilsvarende, hvis barnet har problemer under amning, så kan behandleren løsne dets kæbeled mens barnet eksempelvis sutter.